Musikbrevkassen

Musikbrevkassen

Brevkasse og musiknyheder

Musikbrevkassen.dk er et utraditionelt musiksite. Læs nyhedshistorier om kendte sange - Få besvaret dine musikspørgsmål i brevkassen.

Morsom musikalsk menstruation

MusiknyhederPosted by Tor Bagger Tue, September 03, 2019 22:01:58

Forleden sendte TV 2 Zulu deres årlige ”Zulu Comedy Galla”, som normalt fylder scenen og skærmen med komikere, men i år var det en nordjysk sangerinde, der stjal en god del af opmærksomheden. Kender man Annika Aakjær fra Vodskov, er det formentlig for hendes poetiske og personlige popsange, men hun har også turneret med et soloshow med både musik og anekdoter, og i den forbindelse opstod en meget underholdende sang om menstruation, som hun optrådte med ved ”Zulu Comedy Galla”, og som hurtigt blev et hit på de sociale medier. Teksten om cyklus, natbind og menstruationskopper er Aanika Aakjærs egen, men i modsætning til normalt har hun lånt en melodi med en knapt så morsom forhistorie.

Ifølge bogen ”Anne, Sanne og Lis” døjede musikeren Morten Kærså i årevis med angstproblemer, efter han som barn havde sneget sig til at se noget af tv-gyserserien ”Belphegor – spøgelset fra Louvre”. Selv som voksen kunne det holde ham vågen om natten, men det lykkedes ham også at bruge nætterne kreativt. Her skabte han grundlaget for sangen ”Woodoo”, som han sammen med Sanne Salomonsen og Hans Henrik Koltze arbejdede videre med for gruppen Sneakers. Den angstplagede musiker havde dengang næppe forestillet sig, at linjen ”Han laver voodoo om natten” mange år senere skulle blive til ”Du skal brug’ natbind om dagen”.



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.