Musikbrevkassen

Musikbrevkassen

Brevkasse og musiknyheder

Musikbrevkassen.dk er et utraditionelt musiksite. Læs nyhedshistorier om kendte sange - Få besvaret dine musikspørgsmål i brevkassen.

Masser af Creedence-hits i bagagen

MusiknyhederPosted by Tor Bagger Mon, July 08, 2019 22:17:17

Torsdag spiller John Fogerty fra Creedence Clearwater Revival i Royal Arena i København som en del af turnéen ”My 50 Year Trip”, hvilket egentlig er et misvisende navn, for det er 60 år siden, han dannede sit først band, og det er 52 år siden, Creedence Clearwater Revival debuterede – men det er rigtigt nok 50 år siden, bandet for alvor tog verden med storm med hele tre populære LP’er i 1969. John Fogerty spillede i mange år med sin bror Tom og et par ungdomsvenner, først som The Blue Velvets og senere under navnet Golliwogs.

Efter en pause med blandt andet værnepligt fandt de sammen igen og skulle have et nyt navn. Tom Fogerty havde gennem en ven hørt om en fyr med det specielle navn Credence Nuball, som han mente kunne bruges til noget. John kom med ordet Clearwater med henvisning til en ølreklame, der fremhævede det rene vand på bryggeriet, og så tilføjede de Revival for at skabe gejst omkring bandets gendannelse. I bogen ”An American Son” fortæller John Fogerty, at de skulle udveksle idéer til et nyt bandnavn med pladeselskabsmanden Saul Zaentz, og at de i nervøsitet opfordrede ham til at afsløre sine forslag først. Zaentz insisterede dog på, at musikerne selv indledte med deres bedste bud, og da de sagde ”Creedence Clearwater Revival”, svarede han: ”Jeg har lige revet min liste i stykker”.

Bandet fik således det mærkværdigt sammensatte navn Creedence Clearwater Revival, og i de følgende år fik de stor succes med John Fogertys sange så som ”Proud Mary”, ”Have You Ever Seen the Rain”, ”Down On the Corner” og ”Bad Moon Rising”.



  • Comments(0)//www.musikbrevkassen.dk/#post2099