Musikbrevkassen

Musikbrevkassen

Brevkasse og musiknyheder

Musikbrevkassen.dk er et utraditionelt musiksite. Læs nyhedshistorier om kendte sange - Få besvaret dine musikspørgsmål i brevkassen.

Gasolins halve århundrede

MusiknyhederPosted by Tor Bagger Mon, June 10, 2019 20:13:32

Det er svært at sætte en bestemt dato på, men i denne tid er der grund til at markere 50-året for grundlæggelsen af Gasolin’. I 1969 havnede Kim Larsen i et øvelokale sammen med bassisten Wili Jønsson og guitaristen Franz Beckerlee, og ifølge bogen ”Gasolin’ – Masser af succes” har Beckerlee senere sammenlignet det med at smide en brændende tændstik i en krudttønde. Men de manglede en trommeslager, så Beckerlee ringede til jazzmusikeren Arne Würgler for at høre, om han kendte en. ”Jo, der står en her og er ved at male min reol, han hedder Bjørn Uglebjerg”, svarede Würgler i den anden ende af telefonen. Uglebjerg kom med på holdet, men blev senere erstattet af Søren Berlev – og Kim Larsen fortæller selv i bogen ”Mine unge år”, at det ikke var selvskrevet, at han skulle være forsanger, blandt andet fordi Jønssons kæreste Kathrine Jensenius i en periode havde set sig lun på den plads. Men hen over sommeren 1969 begyndte bandet at finde sin form, og 50-året markeres på forskellig vis i år. Paul-Jørgens Budtz' klassiske bog "Gasolin" fra 1976 er netop blevet genudgivet, og til september åbner en særudstilling om bandet på musikmuseet Ragnarock i Roskilde.



  • Comments(0)//www.musikbrevkassen.dk/#post2090