Musikbrevkassen

Musikbrevkassen

Brevkasse og musiknyheder

Musikbrevkassen.dk er et utraditionelt musiksite. Læs nyhedshistorier om kendte sange - Få besvaret dine musikspørgsmål i brevkassen.

Debut-LP udgives med 42 års forsinkelse

MusiknyhederPosted by Tor Bagger Mon, June 10, 2019 20:12:09

Klaus Kjellerup blev en af de bærende figurer i Tøsedrengene og Danser med Drenge. Produceren Michael Bruun kom til at arbejde med tv-2, medvirke i Ray Dee Ohh og indspille fodboldklassikeren ”Re-Sepp-Ten”. Og Aske Bentzon blev en populær musiker og fast figur i ”Bamses Billedbog” i tv. Men i 1977 var de alle involveret i et projekt, som endte med at ligge 42 år i en flyttekasse. Bandet Pakhus 1 spillede fusionsmusik, og i 1977 gik medlemmerne Klaus Kjellerup, Aage Hagen, Frank Jensen, Henrik Schaltz og Fredrik Søegaard i studiet sammen med den unge, lovende producerspire Michael Bruun og en stribe gæstemusikere som Aske Bentzon for at indspille Pakhus 1’s debutalbum. Alt gik efter planen, men undervejs i processen blev pladeselskabets folk mere forelskede i pop- og reggae-gruppen Tøsedrengene, som Aage Hagen og Klaus Kjellerup havde været med til at starte op ved siden af, og indspilningerne med Pakhus 1 blev derfor aldrig udgivet.

Men det bliver der rådet bod på nu, for efter båndene tidligere i år dukkede op hjemme hos guitaristen Fredrik Søegaard, har de fem musikere besluttet, at materialet skal ud på diverse streamingtjenester. Så fra på fredag kan man høre ekkoet af de unge musikeres hårde arbejde på udgivelsen ”Paysano - The Lost Studio Tapes 1977”.



  • Comments(0)//www.musikbrevkassen.dk/#post2089