Musikbrevkassen

Musikbrevkassen

Brevkasse og musiknyheder

Musikbrevkassen.dk er et utraditionelt musiksite. Læs nyhedshistorier om kendte sange - Få besvaret dine musikspørgsmål i brevkassen.

Gangway gør comeback

MusiknyhederPosted by Tor Bagger Tue, April 02, 2019 22:19:24

Der er gået 23 år, siden der sidst udkom et rigtigt album med det danske popband Gangway, men efter Allan Jensen, Henrik Balling og Torben Johansen fandt sammen og tog på turné for nogle år siden, er de nu klar til en ny udgivelse. I 1980’erne og 1990’erne gjorde de sig bemærket med numre som ”The Mountain Song”, ”Come Back As a Dog” og ikke mindst det store hit ”My Girl and Me”, som oprindeligt udkom i 1986 og blev forsøgt lanceret internationalt et par år senere. ”My Girl and Me” handler om et kærestepar, der altid ender i druk og skænderier, men sangen rummer også nogle tekstlinjer, der har givet anledning til undren hos mange gennem årene: ”Wine is a mocker, strong drink is raging, and whomsoever is deceived thereby is not wise. Proverbs, Chapter 20, Part 4: Warnings and instructions”.

Sangskriver Henrik Balling forklarede engang i musikerbladet KODA/dk, hvordan de noget specielle formuleringer landede i sangen: "Jeg så en udsendelse om den svenske duo Hasse og Tage, som fortalte, at de lod sig inspirere af tilfældige bibelopslag. Jeg manglede noget til mellemspillet, så jeg prøvede lykken og fandt advarslen mod druk i Ordsprogenes Bog. Det passede til sangens historie, og jeg refererede også til inspirationen: "Proverbs, Chapter 20, Part 4: Warnings and Instruction". Jeg har prøvet det med bibelopslag siden, men der har det aldrig virket".

I den danske udgave af Bibelen lyder advarslen i Ordsprogenes Bog ”Vinen er en spotter, øl giver larm, ingen, der dingler af det, har visdom”, hvilket også kunne være interessant at høre fremlagt i en popsang. Der er allerede frigivet flere nye sange fra Gangway, men på fredag udkommer altså hele albummet, der har fået titlen ”Whatever It Is”.



  • Comments(0)//www.musikbrevkassen.dk/#post2064