Musikbrevkassen

Musikbrevkassen

Brevkasse og musiknyheder

Musikbrevkassen.dk er et utraditionelt musiksite. Læs nyhedshistorier om kendte sange - Få besvaret dine musikspørgsmål i brevkassen.

Disco, tango og galla

MusiknyhederPosted by Tor Bagger Mon, March 18, 2019 22:12:12

Der er lagt op til stor Melodi Grand Prix-fest, når Aalborg på lørdag tager imod blandt andre Gry, Anette Heick, Silas Holst, Lonnie Devantier og kapelmester Henrik Krogsgaard, som kommer på besøg med gallashowet ”Disco Tango”. Sammen optræder de med kendte Grand Prix-sange fra både Danmark og andre lande, og titlen henviser naturligvis til den danske vinder for præcis 40 år siden.

Egentlig skulle Gitte Hænning have fremført ”Disco Tango” dengang i 1979, men tre uger før showet ringede hun til tv-vært Jørgen de Mylius og meldte afbud. Mylius tog straks kontakt til sangens bagmand Tommy Seebach og forklarede ham, at med så kort tid til Melodi Grand Prix var den eneste realistiske løsning, at Seebach selv gik på scenen. Efter en lang pause lød svaret: ”Det tør jeg sgu ikke. Mig i en direkte udsendelse med Danmarks øjne stift stirrende på mig. Jeg skal have mine musikere og mit klaver at klamre mig til”, forklarede Tommy Seebach ifølge Jørgen de Mylius i bogen ”Tak for al musikken”. Men Seebach fik lov til at få et flygel på scenen, og så indvilgede han lidt tøvende.

Resten er Grand Prix-historie, og en del af historien genoplives lørdag i Aalborghallen.



  • Comments(0)//www.musikbrevkassen.dk/#post2060