Musikbrevkassen

Musikbrevkassen

Brevkasse og musiknyheder

Musikbrevkassen.dk er et utraditionelt musiksite. Læs nyhedshistorier om kendte sange - Få besvaret dine musikspørgsmål i brevkassen.

Anne Linnet-koncerter mod tortur

MusiknyhederPosted by Tor Bagger Mon, March 18, 2019 22:11:33

30-året for en af Anne Linnets største succeser, albummet ”Jeg er jo lige her” fra 1988, er blevet markeret med en jubilæumstur, som naturligt nok begyndte sidste år. Fejringen når til vejs ende, når Anne Linnet i weekenden giver to koncerter på et ganske særligt sted med et betydningsfuldt formål. Om pladen ”Jeg er jo lige her” har Linnet selv sagt, at den emmer af uskyld.

”Har du været helt sort følelsesmæssigt og kommer om på den anden side, så finder du en ro i dig, der gør, at du ved, at du kan klare den. Og hvis man ved det med sig selv, er man bundfældet, også hvad børn og familie angår. Det er forskelligt, hvordan man kommer igennem følelsesmæssige kriser. Nogle søger professionel hjælp udefra, men for mig var det mere tætte venner, der hjalp”, sagde hun for nogle år siden til Gaffa.

Lørdag og søndag giver hun de sidste jubilæumskoncerter på Det Kongelige Teaters gamle scene i København, og det er til støtte for folk, der virkelig kan have brug for professionel hjælp udefra. Koncerterne er nemlig arrangeret sammen med instituttet mod tortur DIGNITY, og overskuddet går til DIGNITYs arbejde med at behandle torturofre og forebygge brugen af tortur rundt om i verden.



  • Comments(0)//www.musikbrevkassen.dk/#post2059