Musikbrevkassen

Musikbrevkassen

Brevkasse og musiknyheder

Musikbrevkassen.dk er et utraditionelt musiksite. Læs nyhedshistorier om kendte sange - Få besvaret dine musikspørgsmål i brevkassen.

Hen til kommoden og tilbage igen

MusiknyhederPosted by Tor Bagger Sun, February 24, 2019 23:13:39

Lørdag aften blev Leonora og sangen ”Love Is Forever” kåret som vinder af Dansk Melodi Grand Prix 2019, men et af aftenens mest festlige indslag kom fra en helt anden kant. Stig Rossen var med til at introducere de ti kunstnere en efter en, hvilket inkluderede flere referencer til hans egen Grand Prix-debut ”Vi danser rock og rul”, så i pauseunderholdningen inden finalerunden endte Rossen – naturligvis – selv på scenen med et uddrag af denne sang. Faktisk var det tæt på, at Stig Rossen ikke var kommet med i Melodi Grand Prix dengang i 1988. Han var begyndt på skuespillerskole i London, men sangskriveren Helge Engelbrecht havde brug for en stemme på en demo-version af ”Vi danser rock og rul”, så Stig Rossen gik med i studiet, da han alligevel var hjemme på juleferie.

Til dr.dk fortalte han for nogle år siden, at han ved samme lejlighed sagde til Engelbrecht, at han på grund af skolegangen ikke var sikker på, at han havde tid til at optræde med sangen i Melodi Grand Prix, hvis den skulle komme med i konkurrencen. Den beslutning blev han i første omgang fri for at tage, for ”Vi danser rock og rul” blev ikke en af de ti sange, der slap gennem nåleøjet.

Men som tv-værten Jørgen de Mylius fortæller i sin bog ”Tak for al musikken” blev hele tre sange diskvalificeret det år, blandt andet fordi nogle sange var indberettet i et andet navn til DR end til rettighedsorganisationen NCB. På den måde forsøgte nogle komponister at snige sig uden om, at hver sangskriver kun måtte indsende én sang til bedømmelse. Da tre af de ti udvalgte sange blev smidt på porten, blev der med kort varsel plads til tre nye, og en af dem var ”Vi danser rock og rul”. Så den unge Stig Rossen måtte alligevel trække i spandex-outfittet og vise, at han både kunne synge, lave araberspring og danse jitterbug. ”Vi danser rock og rul” nåede kun en fjerdeplads i 1988, men kom alligevel til at indtage så stærk en plads i Grand Prix-historien, at den 31 år senere med lethed kunne trækkes af stalden i aftes som en del af årets show.



  • Comments(0)//www.musikbrevkassen.dk/#post2051