Musikbrevkassen

Musikbrevkassen

Brevkasse og musiknyheder

Musikbrevkassen.dk er et utraditionelt musiksite. Læs nyhedshistorier om kendte sange - Få besvaret dine musikspørgsmål i brevkassen.

Den danske sang er…

MusiknyhederPosted by Tor Bagger Tue, February 05, 2019 21:57:36

Når eleverne på Aalborg Katedralskole i denne uge fremfører årets forestilling ”Den danske sang er…”, vil mange nok tænke på debatten om moderne krænkelseskultur, som ”Den danske sang” for nylig affødte, efter en underviser på CBS i København følte sig ekskluderet på grund af tekstens billedsprog om den ung, blond pige. Men gymnasiekoret ved teaterkoncerten skriver sig også ind i en næsten hundrede år gammel historie, for teksten blev skrevet til et korstævne i 1924.

Ca. 25 kor fra hele landet mødtes på Det Kongelige Teater og i Tivoli, ikke for at synge for hinanden, men for at synge med hinanden, og ifølge Det Kgl. Bibliotek gjaldt det alt lige fra Det Kongelige Operakor til sangforeningen Bamsen fra Frederikshavn. Forfatteren Kai Hoffmann skrev et digt, som blev oplæst ved åbningen af begge arrangementer i sommeren 1924, og flere påpegede, at der burde sættes musik til denne tekst. Hoffmann henvendte sig derfor selv til komponisten Carl Nielsen, og efter to afsluttende vers med direkte reference til de store korstævner var blevet pillet ud, skabte Carl Nielsen melodien, som sidenhen blev fast inventar i blandt andet Højskolesangbogen.

Det er netop nye fortolkninger af Højskolesangbogens sange, der er udgangspunktet for teaterkoncerten på Aalborg Katedralskole i disse dage.



  • Comments(0)//www.musikbrevkassen.dk/#post2044